Anerkend Palæstina

I oktober 2018 markerede det officielle Danmark, at det var 75 år siden, en gruppe danskere modigt satte sig op imod den tyske overmagt og reddede hovedparten af de danske jøder.

Den historie skal vi være stolte af. Danmark tog ansvar. Fordi vi holdt humanismens fane højt, endte vi på den rigtige side af historien, og endnu vigtigere; mænd, kvinder og børn ikke blot overlevede, men fik muligheden for at leve som frie mennesker.

Det er på høje tid, at Danmark igen gør det rigtige. Gør det, der vil give mænd, kvinder og børn muligheden for ikke blot at overleve, men at leve som frie mennesker i et land, der er deres. Det er nu, at Danmark skal anerkende Palæstina.

Det haster nemlig mere end nogensinde, for den nye israelske ’Lov af 19. juli 2018’ lovfæster, at de jødiske bosættelser er i national israelsk interesse og skal udbredes.

Den nye lov betyder, at der er flere bosættelser på vej, og det er et massivt skridt væk fra en varig fred mellem Israel og Palæstina. Det internationale samfund er for længst blevet enige om, at bosættelserne er ulovlige, men det til trods, lovfæstede Knesset med et meget lille flertal ulovlighederne.

Dermed er det palæstinensiske folk endnu længere væk fra drømmen om en selvstændig stat, berøvet en menneskeret.

De menneskerettigheder, som verdens borgere fik på bagkant af 2. Verdenskrig, som havde vist, at det moderne menneske i høj grad evnede at udleve og systematisere ondskab, overgreb og ydmygelse, er blevet nægtet palæstinenserne.

Der skal altid handles på overgreb mod menneskerettighederne. Verden skal handle, og Danmark skal handle. Parterne skal til forhandlingsbordet igen. Voldshandlinger på begge sider skal stoppe, så der kan bygges en fredelig fremtid for begge parter, som stater, ikke som besættelsesmagt og besat.

Selvom vi kun er 5.6 mio. mennesker, og vi ikke har samme vægt, som hvis hele EU sagde det sammen, er der ingen vej uden om en anerkendelse af Palæstina.

Måske ville en dansk anerkendelse af Palæstina føre til, at den danske ambassadør i Tel Aviv ville blive trukket ud af sengen til en kammeratlig samtale i det israelske udenrigsministerium. Måske ville vores samhandel med Israel opleve et kortvarigt dyk. Det lever vi nok med. Det er en forventelig diplomatisk reaktion, en mindre kurre på tråden i et langvarigt og stærkt forhold imellem Danmark og Israel. Sverige har gjort det, Irland har gjort det, Danmark skal gøre det, og flere vil følge efter.

Anerkender vi ikke Palæstina, er der til gengæld mennesker, der måske overlever, men aldrig kommer til at leve som frie mennesker. Så vi skal sikre, at de og deres børn kan leve som frie mennesker i en palæstinensisk stat. Ligesom vi skal kunne sikre, at indbyggerne i Israel kan leve deres liv i fred og sikkerhed.

Vi skal finde modet fra 1943, håndhæve menneskerettighederne, huske at vi som nation gik forrest i kampen imod Apartheid i Sydafrika og gøre det igen.

Som barn var der ikke noget, der gjorde mig stoltere af mit land end at vide, at vi have revet hovedparten af de danske jøder ud af nazisternes kløer, ligesom jeg som ung blev stolt, da Danmark endelig indførte sanktioner imod det inhumane styre i Sydafrika.

Så lad os give vores børn og unge en rigtig god grund til at være stolte af det land, de bor i. Lad os vise dem, at vi i Danmark er modige nok til igen at give et folk en mulighed for at skabe en fremtid i en selvstændig nation, i et fredeligt naboskab med Israel. Lad os anerkende Palæstina.