Endelig fandt Løkke valgknappen frem

Vi skal til folketingsvalg den 5. juni. Det er Grundlovsdag, fars dag og sør’me også Verdens Miljødag. I år er fokus på luftforurening, og det bliver også et tema i min valgkamp. For lige nu dør for mange, og for mange lever dårligere liv pga. luftforureningen i København. Det kan vi godt gøre bedre. Det SKAL vi gøre bedre.

Valgkampen bliver ret særlig, fordi så mange nye partier der promoverer had og splittelse blandt os, der bor her til lands, nu er opstillet. Retorikken bliver hård, grim og grum. Det er ikke det, jeg holder mest af i en valgkamp. En valgkamp er en kamp på ideer og visioner om retningen for det land eller by, man stiller op i. En lang folkefest for demokratiet der ender med en eksamen for alle de mange håbefulde kandidater.

Denne gang er jeg selv i spil. Arbejder benhårdt for at komme i folketinget og vil frem til d. 5 juni forsøge at overbevise så mange som muligt om, at de da skal stemme på mig! Og for en ny retning for vores land – det er ikke nok med en ny regering – retningen skal også ændres.

Jeg arbejder for et grønnere, friere og stærkere Danmark!

#fremad


Aflys de nationale test

Så er vi på vej til at aflyse de nationale test i skolen. For i går blev vi på Københavns Kommune enige om at aflyse de nationale test. Første skridt er, at vi retter henvendelse til undervisningsministeriet om at fritage københavnske skoler fra at deltage i de nationale test.

Radikale har gennem en årrække kæmpet for at gøre de nationale test frivillige – og bekæmpet at flere test kom til. De nationale test virker ikke: Testene har ikke været med til at forbedre elevernes færdigheder. I dansk er de endda blevet forværret siden indførelsen af testene.

Desuden er resultaterne af de nationale test usikre: Flere forskere har kritiseret testenes resultater for at være usikre og ikke-repræsentative for elevernes færdigheder. Testkultur er skadeligt: Uddannelsesforskning viser, at testkulturen med bl.a. de nationale test skaber hierarkier blandt børnene og fastlåser dem meget tidligt i en selvforståelse af, hvad de kan.

Ligegyldig hvor dygtig du er som elev, taber du altid til testen – og det efterlader vores børn med en følelse af nederlag.

Udfordringen må være, hvordan vi bedst klæder vores børn på til at møde livet og opdage verden?

Med test, stopprøver og en fast plads i den sorte skole? Eller med en tryg start i de første år, og en skole, der har råd og rummelighed til at give alle børn en skoledag med variation, bevægelse og aktiviteter i lokalsamfundet?

For Radikale Venstre starter det med pædagoger nok i vores dagtilbud, og fortsætter med en skole, hvor der er plads til forskellighed, og hvor børn lærer at tænke selv, forstå verden og sige deres mening højt.

Det kan vi godt uden de nationale test som tvungen støtte.


Fedt at få gæster! De skal bare ikke forurene vores luft

541 krydstogtskibe lagde til i dansk havn i 2018, rekord for 3. år i træk. Men selvom det er fedt med gæster, er det ikke kun guld og grønne skove, gæsterne bringer til byen.

Når et krydstogtskib lægger til kaj i Aarhus og København, så produceres skibets strøm af skibets dieselmotorer. Det betyder, at det så at sige vælter ud med partikler og kvælstofdioxid, NO2, og det bliver vi, der bor i byen, syge af.

Værst er det, at disse partikler stiger til vejrs, og når man, som vi gør i hovedstaden, bor i etagebyggeriet, ja så rammer partiklerne os lige i halsen, hjertet eller i hjernen.

Det er så slemt, at EU’s grænseværdier for NO2 kan overskrides i 25, 50 og 70 meters højde ved kajpladserne i de timer, skibene lægger til kaj i både Aarhus og i København.

Det SKAL vi gøre noget ved, og den gode nyhed er, at vi KAN gøre noget ved det. Men det kræver politisk handling.

Vi skal nemlig have alle krydstogtskibene over på landsstrøm, og allerhelst grøn landstrøm, så skibene har en stabil og ren energiforsyning, mens de ligger i vores havne.

Det kan vi godt. Regeringen har hængt i bremsen. Nu skal der handles mere grønt og snakkes mindre sort. Det handler om vores fælles sundhed.


De store skal passe på de små

550 pædagoger til de københavnske børn

De første 1.000 dage i et barns liv er de vigtigste overhovedet for barnets udvikling. Ved at investere massivt i børns første 1.000 dage, kan vi hjælpe barnet i en god retning. Det sætter aftryk resten af livet. Derfor er det vigtigt for os i Radikale Venstre, at alle børn kommer godt fra start.

Men hvad skal der være mere eller mindre af, hvis vi skal give vores børn det bedste børneliv? For mig er det gode børneliv først og fremmest uden fattigdom og fuldt af muligheder.

For dem der så tv-udsendelsen ’Hvem passer på vores børn’, er der ingen tvivl. Der er tv-udsendelser, der ændrer måden, vi indretter os på, hvad vi som samfund vil acceptere, og for mig blev denne udsendelse helt afgørende.

Skal vi leve op til vores voksenansvar, så skal vi sikre, at der er pædagoger nok i vores vuggestuer og børnehaver. Når der ikke er de nødvendige hænder og en solid pædagogisk ballast i form af uddannede pædagoger, ja så spiller vi hasard med vores børns fremtid.

Nu har forældrene fået nok. Der har været demonstrationer over hele landet, ingen kan være i tvivl om, hvad småbørnsforældrene ønsker sig.

Det handler om mennesker, små mennesker, dem skal vi store passe på, og derfor skal vi sætte ind med minimumsnormeringer nu. Jeg vil arbejde for, at vi sikrer vores børns udvikling, mens de er i institution. Og det kræver 3 fuldtidsansatte til 10 vuggestuebørn eller 3 fuldtidsansatte til 19 børnehavebørn.
Vi vil styrke indsatsen i de første 1.000 dage. For hvis vi tør investere i et bedre børneliv, kan vi give mange flere af Hovedstadens børn en god start på livet.


Mette Annelie Rasmussen og klimaet kalder!

Klimaet kalder. Fremad.

Skal vi indfri Paris-aftalen, skal vores globale klimaambitioner tredobles – og vi har travlt.

Det huskede børn og unge os voksne på i denne uge, da de strejkede for klimaet, for det er deres fremtid, vi gambler med, når vi ikke handler på den viden, vi har om klimaets sande tilstand.

De løfter, som landene gav i Paris i 2015, er faktisk utilstrækkelige, hvis vi overhovedet skal nå målene i aftalen. Derfor er det en bunden opgave at stramme op og hæve klimaambitionen.

Det gælder både for Danmark og EU. Vi skal derfor i gang nu, med planer med en langt kortere tidshorisont. For Danmark betyder det, at vi igen skal løfte verden ved de internationale klimaforhandlinger, det gør vi ikke længere, fordi vores egen grønne omstilling er gået i stå med regeringens nøl over for fremtiden.

I EU skal vi trække vores europæiske medlemslande op, så vi sammen sætter ambitiøse mål. Men det er ikke troværdigt at være grøn handlekraftig ude, hvis vi hænger i klimabremsen hjemme.

Derfor har Radikale lanceret et klimaudspil, der tager grundigt fat om de tre b'er: biler, bønder og boliger – hvor vi sikrer grøn transport, mere skov, 100 % grøn strøm og bedre energieffektivitet.

Vi vil også udbygge energiforliget fra 2018 og bygge tre vindmølleparker mere, ud over dem vi blev enige om i Energiforliget. For vi får brug for masser af grøn energi i fremtiden, og en del skal mætte den ene million elbiler, Radikale vil have på gaden i 2030.

Fremtiden er lige om lidt, og den bliver ikke tålelig, hvis vi ikke leverer på Paris-aftalen og løfter ambitionen. Fremad.


Mette Annelie Rasmussen 8. marts-arrangement 2019

Ta' lige stilling

Så blev det igen 8. marts. Det betyder, at vi fejrer kvindernes internationale kampdag og taler om ligestilling, og især i medierne går den vilde debat. Der er events i metermål og i år den største ligestillingsdemonstration, vi har set længe. Det var ret fedt at mærke lysten til, at tingene skal være anderledes end i dag. For ligegyldigt hvor meget vi måske ønsker det, så har vi ikke ligestilling i Danmark, og vi halter langt bag vores nordiske brødre og søstre.

En dansk kvinde tjener i gennemsnit 14-18 % mindre end en mand, og har en tredjedel mindre stående på pensionsopsparingen til alderdommen. Samtidig tager danske mødre 298 dages barselsorlov mod fædrenes kun 31 dage. Og selvom det skriger til himlen, så mener otte ud af 10 kvinder, at barselsorlov ikke har haft eller har indflydelse på deres karriere, og 60 % mener at barslen ikke haft betydning for deres lønudvikling.

Det er da for vildt, og derfor er det i år rigtigt positivt, at vi har fået lidt hjælp fra EU til det der med at dele barslen. For det kan vi ikke selv finde ud af uden lovgivning, der giver far bedre muligheder og rettigheder for at være sammen med de helt små. Med en mere lige fordeling af barslen ville vi måske se flere kvinder i bestyrelsen på danske virksomheder. I dag er det sådan, at over halvdelen af danske virksomheder ikke har nogen kvinder i bestyrelsen. Underligt, og noget vi skal lave om på.

I år tog jeg selv bladet fra munden og talte op imod en gammel kendt tradition; nemlig det at visse mænd simpelthen har hænderne alt for langt fremme, ikke kun i nattelivet men også på den kommunale arbejdsplads. Det kom der et par artikler og et besøg i Radioen ud af. Uønsket seksuel opmærksomhed burde være historie, det er det desværre ikke, og for få taler om det. Men det er vi nødt til at ændre og gerne lidt hurtigt.

Til det 8. marts-arrangement jeg selv stod for, blev jeg spurgt om, hvorfor jeg stod frem i år. Mit svar til dem, der spurgte, var, at når de unge kvinder i de forskellige ungdomspartier er stået frem med sager, der er langt mere alvorlige end mine gramsehistorier, ja så ville jeg da være et pjok, hvis jeg ikke turde tale denne underlige tradition imod. Så det gjorde jeg selvfølgelig


Anerkend Palæstina

I oktober 2018 markerede det officielle Danmark, at det var 75 år siden, en gruppe danskere modigt satte sig op imod den tyske overmagt og reddede hovedparten af de danske jøder.

Den historie skal vi være stolte af. Danmark tog ansvar. Fordi vi holdt humanismens fane højt, endte vi på den rigtige side af historien, og endnu vigtigere; mænd, kvinder og børn ikke blot overlevede, men fik muligheden for at leve som frie mennesker.

Det er på høje tid, at Danmark igen gør det rigtige. Gør det, der vil give mænd, kvinder og børn muligheden for ikke blot at overleve, men at leve som frie mennesker i et land, der er deres. Det er nu, at Danmark skal anerkende Palæstina.

Det haster nemlig mere end nogensinde, for den nye israelske ’Lov af 19. juli 2018’ lovfæster, at de jødiske bosættelser er i national israelsk interesse og skal udbredes.

Den nye lov betyder, at der er flere bosættelser på vej, og det er et massivt skridt væk fra en varig fred mellem Israel og Palæstina. Det internationale samfund er for længst blevet enige om, at bosættelserne er ulovlige, men det til trods, lovfæstede Knesset med et meget lille flertal ulovlighederne.

Dermed er det palæstinensiske folk endnu længere væk fra drømmen om en selvstændig stat, berøvet en menneskeret.

De menneskerettigheder, som verdens borgere fik på bagkant af 2. Verdenskrig, som havde vist, at det moderne menneske i høj grad evnede at udleve og systematisere ondskab, overgreb og ydmygelse, er blevet nægtet palæstinenserne.

Der skal altid handles på overgreb mod menneskerettighederne. Verden skal handle, og Danmark skal handle. Parterne skal til forhandlingsbordet igen. Voldshandlinger på begge sider skal stoppe, så der kan bygges en fredelig fremtid for begge parter, som stater, ikke som besættelsesmagt og besat.

Selvom vi kun er 5.6 mio. mennesker, og vi ikke har samme vægt, som hvis hele EU sagde det sammen, er der ingen vej uden om en anerkendelse af Palæstina.

Måske ville en dansk anerkendelse af Palæstina føre til, at den danske ambassadør i Tel Aviv ville blive trukket ud af sengen til en kammeratlig samtale i det israelske udenrigsministerium. Måske ville vores samhandel med Israel opleve et kortvarigt dyk. Det lever vi nok med. Det er en forventelig diplomatisk reaktion, en mindre kurre på tråden i et langvarigt og stærkt forhold imellem Danmark og Israel. Sverige har gjort det, Irland har gjort det, Danmark skal gøre det, og flere vil følge efter.

Anerkender vi ikke Palæstina, er der til gengæld mennesker, der måske overlever, men aldrig kommer til at leve som frie mennesker. Så vi skal sikre, at de og deres børn kan leve som frie mennesker i en palæstinensisk stat. Ligesom vi skal kunne sikre, at indbyggerne i Israel kan leve deres liv i fred og sikkerhed.

Vi skal finde modet fra 1943, håndhæve menneskerettighederne, huske at vi som nation gik forrest i kampen imod Apartheid i Sydafrika og gøre det igen.

Som barn var der ikke noget, der gjorde mig stoltere af mit land end at vide, at vi have revet hovedparten af de danske jøder ud af nazisternes kløer, ligesom jeg som ung blev stolt, da Danmark endelig indførte sanktioner imod det inhumane styre i Sydafrika.

Så lad os give vores børn og unge en rigtig god grund til at være stolte af det land, de bor i. Lad os vise dem, at vi i Danmark er modige nok til igen at give et folk en mulighed for at skabe en fremtid i en selvstændig nation, i et fredeligt naboskab med Israel. Lad os anerkende Palæstina.


S og blå blok svigter kvoteflygtningene – også i København

Med 26 stemmer for og 27 imod faldt vores forslag om kvoteflygtninge i Borgerrepræsentationen.

Hov, tænker nogen måske, er det at beslutte noget om kvoteflygtninge ikke Christiansborgs område? Det er det, men en holdning kan man jo godt have, og når man ligeledes har plads til at modtage flere flygtninge i København, var Radikale Venstre på Københavns Rådhus gået sammen med Enhedslisten, SF og Alternativet om at række hånden frem til Inger Støjberg og tilbyde byens rum til en del af de 1.1 mio. kvoteflygtninge, der har brug for en ny start.

Sagen er nemlig den, at København i 2016 fik at vide, at vi nu skulle modtage 1.283 flygtninge mellem 2016-18. Så det har vi gjort klar til. Vi har indtil nu taget imod 378, og tilbagemeldingerne fra københavnerne og erhvervslivet har udtrykt, at vi gerne hjælper verdens udsatte – og gerne flere.

Samme besked kom fra både Venstres beskæftigelses- og integrationsborgmester og Socialdemokraternes ordfører for et kort stykke tid siden. Så da Inger Støjberg meldte ud, at Danmark også i 2018 skulle have et pusterum ift. at modtage kvoteflygtninge, var det vores håb, at der kunne findes et flertal på Rådhuset for at København bød sig til over for staten – med det budskab, at vi i København godt kunne finde plads til kvoteflygtninge.

Vi bad derfor om flertal til at sende overborgmesteren i byen og indlede dialog med ministeren om modtagelse af op til 500 kvoteflygtninge i København.

Desværre har Socialdemokraterne i denne sag sat sig sammen med regeringen og DF og rykker sig ikke en tomme, så afstemningen endte 28/27. Trist for verdens mest udsatte, der nu ikke får en ny chance i København, og arrogant af regeringen og Socialdemokraterne overfor de aftaler, vi har indgået med FN.

Den 19. september 2016 underskrev regeringen FN’s New York-erklæring om flygtninge og migranter. Erklæringen opfordrer FN’s medlemslande til at øge deres programmer for genbosættelser af flygtninge, herunder at tage kvoteflygtninge.

Man må igen og igen ønske sig at Hjemme-Lars, lyttede lidt mere til Ude-Lars, for han er både ganske grøn og helt med på at tage globalt ansvar, når han er ude ...


STOP Københavnerbashing, understøt hovedstaden i stedet. For Danmarks skyld!

Hovedstadsregionen tegner sig nemlig for 40 % af landets samlede BNP, det højeste siden 1993. Fakta er, at hovedstaden er vigtig for væksten i Danmark.

Det er okay, at et land har et økonomisk hjerte. Det skal vi være glade for, da det sikrer, at der kommer vækst ud til resten af landet. Jeg arbejder for at hovedstaden kan være en stærk vækstmotor, der balancerer kerne­velfærd, vækst og erhvervsliv, for så byen bliver en bedre og grønnere by for alle – også dem med særlige behov. Det er godt for dem der bor i byen og for resten af Danmark.

Vi skal derfor heller ikke være så håndsky og ikke krybe langs panelerne i frygt for at blive udskammet som hovedstadschauvinister, for da slet ikke at sige Københavnersnuder.

Det er da okay at ville det bedste for byen, især når vi så også trækker resten af Danmark i en bedre retning, ja så kan det da kun være en fordel. Udfordringen er så, hvordan vi fordeler velstanden og væksten og efter hvilke kriterier. Den diskussion har den nuværende regering sat i skammekrogen, og der står den, indtil vi har haft et folketingsvalg. Det er ærgerligt.

Som radikale siger vi altid, at det næste valg er det vigtigste, og mon ikke det bliver folketingsvalget, der kommer først! Vi ved ikke, hvornår det kommer, men vi ved, at vi skal gå til valg på en stærk hovedstad.

Fordi det ikke kun er til gavn for os, der bor i byen, men fordi det er til gavn for hele Danmark.


Roadpricing nu!

I mange år har mantraet omkring roadpricing været, at teknologien ikke var moden. Men en ny analyse fra Sund og Bælt siger nu endelig det modsatte. Teknologien er moden. Nu mangler kun den politiske vilje. Modsat transportministeren Ole Birk synes jeg, vi skal være first mover, for at sikre en bedre luftkvalitet, mindre trængsel på vejene og mindre CO2 i klimaregnskabet. Det er helt uforståeligt, at ministeren så at sige hænger i bremsen.

Roadpricing var en af de centrale anbefalinger fra både Trængselskommissionen og Produktivitetskommissionen i henholdsvis 2013 og 2014. I begge rapporter blev det anbefalet at gå videre med at teste og indføre roadpricing som et trængselsreducerende tiltag. Trods det, at en bystat som Singapore i over 20 år allerede på det tidspunkt havde haft roadpricing, blev forslaget om Roadpricing fejet af det politiske bord, fordi den daværende S-R-SF-regering mente, at teknologien ikke var moden til at blive rullet ud.

Som et plaster på såret igangsatte man dog et mindre forsøg med den dengang umodne teknologi, i regi af Sund og Bælt. Nu viser det sig så i en ny undersøgelse fra Sund og Bælt, at teknologien er modnet og klar til at blive afprøvet, også i tætbebyggende områder.

København har store problemer med trængslen og luftkvaliteten, så det er mægtig gode nyheder fra Sund og Bælt, at teknologien nu er klar. Vi er klar til at være first movers i København. Det har vi længe ønsket, og når teknologien nu er afprøvet og fungerer i både London og Bruxelles og i Oslo, hvorfor så ikke i København?

Hvorfor kan København ikke få lov til at lave et forsøg med Roadpricing, så vi i Danmark kan danne os vores egne erfaringer og på sigt indfører roadpricing i hele landet.

Når vi ved at transporten fylder så massivt i klimaregnskabet og vi ved at Roadpricing ville have en positiv effekt på klimaregnskab, er det ærligt talt uforståeligt, at Regeringen, fejer grøn klima teknologi af banen. Det er hverken grønt eller visionært så transport ministeren behøver ikke at være bange for at være first mover, for det bliver vi i Danmark desværre ikke, for andre lande og byer er meget langt fremme. Det skal dog ikke fraholde Danmark fra at rykke med op i den globale grønne liga på transport området, ved at tillade et forsøg med Roadpricing.