Roadpricing nu!

I mange år har mantraet omkring roadpricing været, at teknologien ikke var moden. Men en ny analyse fra Sund og Bælt siger nu endelig det modsatte. Teknologien er moden. Nu mangler kun den politiske vilje. Modsat transportministeren Ole Birk synes jeg, vi skal være first mover, for at sikre en bedre luftkvalitet, mindre trængsel på vejene og mindre CO2 i klimaregnskabet. Det er helt uforståeligt, at ministeren så at sige hænger i bremsen.

Roadpricing var en af de centrale anbefalinger fra både Trængselskommissionen og Produktivitetskommissionen i henholdsvis 2013 og 2014. I begge rapporter blev det anbefalet at gå videre med at teste og indføre roadpricing som et trængselsreducerende tiltag. Trods det, at en bystat som Singapore i over 20 år allerede på det tidspunkt havde haft roadpricing, blev forslaget om Roadpricing fejet af det politiske bord, fordi den daværende S-R-SF-regering mente, at teknologien ikke var moden til at blive rullet ud.

Som et plaster på såret igangsatte man dog et mindre forsøg med den dengang umodne teknologi, i regi af Sund og Bælt. Nu viser det sig så i en ny undersøgelse fra Sund og Bælt, at teknologien er modnet og klar til at blive afprøvet, også i tætbebyggende områder.

København har store problemer med trængslen og luftkvaliteten, så det er mægtig gode nyheder fra Sund og Bælt, at teknologien nu er klar. Vi er klar til at være first movers i København. Det har vi længe ønsket, og når teknologien nu er afprøvet og fungerer i både London og Bruxelles og i Oslo, hvorfor så ikke i København?

Hvorfor kan København ikke få lov til at lave et forsøg med Roadpricing, så vi i Danmark kan danne os vores egne erfaringer og på sigt indfører roadpricing i hele landet.

Når vi ved at transporten fylder så massivt i klimaregnskabet og vi ved at Roadpricing ville have en positiv effekt på klimaregnskab, er det ærligt talt uforståeligt, at Regeringen, fejer grøn klima teknologi af banen. Det er hverken grønt eller visionært så transport ministeren behøver ikke at være bange for at være first mover, for det bliver vi i Danmark desværre ikke, for andre lande og byer er meget langt fremme. Det skal dog ikke fraholde Danmark fra at rykke med op i den globale grønne liga på transport området, ved at tillade et forsøg med Roadpricing.


Forbyd tøj af havplast – og genbrugsplast

Tøj og sko lavet af plastflasker samlet ind fra havet. Det lyder super grønt og fornuftigt, ikk’? Men i virkeligheden sender du plastflasken ud i hav og natur igen – denne gang blot som mikroplast, som aldrig kan samles op igen. En genbrugsproces, der bør forbydes.

Kan du se plastik-øen for dig? De gamle slikposer, yoghurtbægre og plasticgafler, der under Stillehavets skarpe sol bølger op og ned, så langt øjet rækker. Fotograferne får det nærmest til at se smukt ud. Men vi ved, at det er grufuldt. En fremtid, vi ikke kan byde vores børn.

Plastflasken ligger også og glimter der i solen. Den er penge værd. Mange penge. Så den bliver samlet op. Den skal genbruges. Hjemme på fabrikken steriliseres den. Knuses. Renses igen. Så smeltes de knuste stykker og trækkes til ultratynde, bittesmå plastfibre; nogle af dem så små, at de knap er synlige.

Med forfinede teknikker bliver havflaskefibrene flettet ind i fx bomuld og syet til tøj. Til sidst sættes mærket i nakken. Du genkender måske nogle af logoerne – H&M, Adidas, G-Star Raw, Timberland osv.

Og imens står markedsføringsfolkene fra en af verdens mest miljøbelastende brancher – tekstilbranchen, hvis andel af mikroplastforureningen er på 15 % (formentlig mere, ifølge de seneste undersøgelser) – og venter utålmodigt. De ser allerede reklamebillederne af vores engang fortabte flaske fra havet på de store billboards ved siden af et Hollywood-navn.

For havplasten er markedsføringsmæssigt taknemmelig og økonomisk givtig. Havplastik er blevet moderne.

Ja, recycling og genanvendelse er godt for klimaet, og EU har afsat milliarder til at forbedre det. Fornuftigt og rigtigt. Men faktum er, at i dag er plastik-genanvendelse reelt downcycling – ikke teoretisk set uendelig recycling som metal, glas og papir er det. Plastik bliver væsentligt dårligere kvalitet ved genanvendelse og kan kun genanvendes 2-3 gange, ligesom kun en mindre del kan bruges til produkter med fødevarekontakt.

Den fornuftigt indsamlede havplastflaske bør naturligvis også genbruges. Men genanvendt i tøj ender en del af den som forurenende muslingemad og mikroplast, som aldrig nogensinde kan samles ind igen. En andel af havflaskens livscyclus stopper altså ret brat – i havet. Igen.

For mikrofibrene fra din t-shirt, din kjole, bukser osv. lavet af havplastfibre ryger jo ud med vaskevandet, nøjagtig som nyproducerede plastfibre. Og med slammet fra rensningsanlægget ud på markerne. Det slides også af, når du fx kravler på knæ i haven. Og en del af mikroplastfibrene ryger videre fra rensningsanlægget ud i hav og søer – hvor mange kommer an på dit tøj og dets kvalitet. Men ifølge undersøgelser fra et par hundrede til mange tusind stykker mikroplast pr. vask. Havplastflasken ender altså i din reje. Og din rejemad.

Hvorfor det sker?

Svaret er manglende lovgivning. De europæiske lande skal genanvende mest muligt plastik. Meget fint. Men der er ingen regler for, hvad den indsamlede plastik må bruges til – heller ikke havplasten.
Løsningen er egentlig ganske simpel: Skal vi genanvende plast – og havplast – så skal det være til faste produkter, som stort set alle ender i en container et sted og aldrig i naturen. Fx møbler (Værsgo, Ikea. Den er til jer). Og naturligvis skal det ikke samles ind og laves til mikroplast og uegnet fiskefoder for at give store virksomheder grøn omtale. Ligesom det ikke skal afløse virginplasten i rengøringsklude og svampe, sengetøj, arbejdstøj, laves til microbeads osv.

Det lader p.t. ikke til, at industrien og producenterne selv kan løse denne problematik. Vi ser jo, at udvalget af tekstiler af genanvendt plastik og havplast vokser. Og som sagt – genbrug er godt. Men det er ganske enkelt miljømæssigt uansvarligt at bruge genbrugsplast forkert.


Ambitiøs Klimapolitik – nej det tror jeg vist ikke. Desværre!

Så kom Klimarådets egen rapport om den danske klimaindsats. Det var nedslående læsning. For når de sidste 6 måneder har budt på klimaudspil fra Regeringen, og når selv Dansk Folkepartis store leder Tulle har udtalt, at nu tror man på klimaforandringerne og vil gøre noget ved dem ... Ja så var rapporten fra Klimarådet, der udkom i slutningen af november, noget trist læsning og en sønderlemmende kritik af Regeringens klimapolitik.

Det mest triste er, at selv når fakta kommer på bordet, ja så afviser Klimaministeren al kritik af Regeringens klimapolitik. Kritikken går i al i sin enkelhed ud på, at vi nu i Danmark hiver i bremsen, når det kommer til at reducere vores CO2-udledning.

Efter år, hvor vi har været grønne front-runners, og hvor vi i perioden 2010-2020 beskærer vores CO2-udledning med 19 millioner tons, ja så ser det anderledes ud, når en Regeringen bestående af Venstre, Konservative og Liberal Alliance styrer Danmark, med Dansk Folkeparti som Co-driver.

For der lægges op til, at vi fra 2020-2030 blot skal skære med 4.7 ton CO2. Hvis det ikke er en kraftig opbremsning, ja så ved jeg ikke, hvad man ellers skal kalde det!

Men det har intet på sig, siger ministeren. Intet overhovede. Vi har faktisk at gøre med den grønneste regering i mands minde, siger Venstres klimaordfører. Det skal man nok være Venstremand eller -kvinde for at kunne skrive under på.

I stedet for at tage grundigt fat på de tre B’er – altså biler, bønder og boliger, vælger regeringen at skubbe en kæmpe pukkel af CO2-reduktioner foran sig. Skal vi nå vores mål om at blive klimaneutrale i 2050, skal vi op i gear. Vi skal være mere ambitiøse på klimaets og fremtidens vegne.

Det kan vi godt. Men det kræver mindre sort snak, mere grøn handling og derfor nok også en ny regering.


København som verdens bedste cykelby – generation 2.0

Igen i år er København blev kåret som verdens bedste cykelby. Vi belønnes for vores store net af cykelstier, cykelbroer over havnen, bycykler og indretning af lyskryds, der tilgodeser cyklister.

Men med 1.000 nye borgere om måneden – der også gerne skulle have cyklen som foretrukne transportmiddel, bliver vi nødt til at tænke nyt, når vi udvider vores cykelinfrastruktur.

Og som det ofte gør sig gældende, behøver vi ikke opfinde den dybe tallerken selv. Et af de projekter, jeg er meget inspireret af, er cykelrundkørsler, der er hævet over gadeplan, som man har det i Holland.

Ved at skille cykler fra biler forbedrer vi fremkommeligheden for begge trafiktyper og gør det samtidig mere sikkert at være cyklist. Hvis jeg bliver genvalgt, vil jeg arbejde for, at vi får etableret 3-4 sådanne rundkørsler i de mest trafikerede kryds i byen.

Et af mine forslag er krydset ved Vibenhus Rundel. Med en hævet cykelrundkørsel får vi skilt cykler, biler og pendler-busserne.

Et andet kunne være krydset ved H.C. Andersens Boulevard og Vester Søgade. Fælles for de to steder er, at der er mange pendlere på både to og fire hjul, der hurtigst muligt skal igennem disse trafikale flaskehalse. Det er klart at der er tale om store investeringer, men vi skal væk fra at det er biltrafikken der har monopol på de store infrastrukturinvesteringer.

Foto: Cand.arch. Anja Brinch


Renere luft til et længere liv

Hvert år dør ca. 500 københavnere for tidligt på grund af luftforurening.

Størstedelen af den luftforurening, vi udsættes for i København, stammer fra andre dele af landet, fordi skadelige partikler bæres med vinden ind over byen. Men når det kommer til forureningen i gadeplan langs de store veje, spiller transporten en stor rolle, og de skadelige stoffer påvirker cyklister og fodgængere.

Vi kan jo desværre ikke gøre noget ved forureningen fra andre kommuner, men vi KAN og SKAL gøre noget for at begrænse den udledning, der sker i København.

Stod det til mig, skulle vi i København presse på for at få indført road pricing eller bompenge ved indkørsel til København. Jeg er dog bange for, at Frank Jensen vil lade sig presse af de socialdemokratiske omegnsborgmestre til at modarbejde dén ide – ligesom Helle Thorning gjorde det med betalingsringen. For der kom jo ikke en god ”løsning i morgen” for københavnerne.

Dieselbiler og -varevogne er nogle af de største syndere, når det kommer til udledning af stoffer, der er skadelige for mennesker. Derfor skal vi gøre noget for at begrænse antallet af dieselbiler i Københavns gader og øge incitamentet til at køre miljørigtigt.

Sidste år fik Radikale gennemført en differentieret beboer-licens, der betyder, at beboere med miljøvenlige biler betaler mindre end beboere med mere forurenende biler.

Men vi skal også begrænse antallet af dieselbiler, der kører ind i København. Det samme ønske har Radikale på Frederiksberg for deres kommune, og mit ønske er, at vi kan arbejde sammen om det mål.

Vi har i dag en miljøzone i København, der forbyder kørsel med gamle diesellastvogne, den kunne vi starte med at udvide, så også gamle personbiler blev omfattet.


Valgplakater for Mette Annelie Rasmussen

Så er der valg!

Så kom de op, plakaterne. Nu ved københavnerne det, som alle kommunalvalgskandidater har vidst hele det sidste år. Kommunalvalget er over os.

Nu handler det om at få så mange som muligt mobiliseret til at stemme og gerne stemme personligt, for det betyder noget, rigtigt meget faktisk. Og i år er det radikale felt ganske åbent. For vi har midt i det hele skiftet spidskandidat – vi har så at sige haft en valgkamp i valgkampen.

Nogen siger, at politik er en hård kontaktsport, og efter de seneste uger giver jeg dem ret. Politik er ikke for tøsedrenge eller -piger. Og alt for tit sker det, at vi taler personer og processer i stedet for politiske visioner. Det må jo være det, københavnerne er interesseret i at høre; Visioner baby!

Jeg er godt i gang med min 3. valgkamp, og denne gang gælder det genvalget. Mere garvede valgkampkandidater kalder lige præcis dette valg, det første genvalg, for det sværeste, for man har ’siddet inde’ i fire år og skal derfor kunne vise resultater.

Nu står jeg midt i valgkampen og synes allerede nu, at alle valgkampe er udfordrende. For hvis man gerne vil vælges, lægger man jo alt, hvad man kan i valgkampen. Så meget, at familien indimellem korser sig over alle de engagementer, og tiden der går ind i det.

Radikale snublede nærmest i valgkampen, og trods en mega kaotisk start så er bare sådan, at når plakaterne er oppe, så er man i gang. I gang med morgenuddelinger, aftenuddelinger, husstandsomdeling og debatter.

Det er en ret skør forestilling, der udfolder sig for øjnene af københavnerne, først kommer plakaterne op, og så går kandidaterne ud på gader og stræder. Ligegyldigt hvor kreative og innovative vi kandidater og partier er, så bliver det aldrig en smuk, æstetisk oplevelse at cykle igennem byen fuld af plakater. Men det varmer den demokratiske sjæl, og det er også tiltrængt i en kold tid.


Mette Annelie parkerer sin cykel

Undskyld, jeg kommer for sent ...

Jeg kunne ikke finde en p-plads til min cykel! Den bemærkning får altid folk til at smile, for modsat bilen, kunne man jo bare smide sin cykel op ad en væg, og så var den af vejen.

Men hvis alle gjorde det, ville vores by jo sande til i cykler. Det er super fedt, at så mange københavnere cykler. Men vi har været for dårlige til at få etableret ordentlige cykelparkeringsløsninger til de mange på to hjul.

Det skal vi gøre bedre. Og måske skal vi tænke ud af boksen og væk fra de stativer, vi kender. Hvorfor ikke bygge nedad – det gør de i Japan med stor succes? Her er fuldautomatisk cykelparkering en del af cykel-infrastrukturen. Her er det helt comme il faut at gå lidt for at få sin cykel parkeret i sikkerhed for langfingerede cykeltyve og i tørvejr. Det kunne vi godt. Og når vi gør det, bliver vi glade, for hold da op hvor er det nemt lige pludselig.

Jeg er mega fan af de nye løsninger, hvor man tænker cykelparkeringen ind som en helt naturlig del af et ny byggeri. Jeg synes derfor også, at cykelparkeringskælderen på det nye Panum på Nørrebro er et kæmpe skridt fremad i forhold til at få tænkt cykelparkering og ny byggeri sammen.

Det skal vi blive bedre til. For byen vokser. Vi bliver flere og flere, og udfordringen er ikke længere kun at få de nye københavnere til at cykle. Udfordringen med cykelparkering er reel, og vis mig lige den handlende, der ikke har revet sig i håret over parkerede cykler op ad butiksvinduet.

Det koster penge. Masser af penge, og derfor bliver de helt store mega cykelprojekter sjældent til noget. Og det er ærgeligt. For først den dag, vi rigtigt tør investere i cykelparkering og infrastruktur, kommer vi til at rykke på cykelparkering. Det lyder lidt ’First Wold Problem’-agtigt, men det er det faktisk ikke.
Det handler om at udvikle en by, hvor flere cykler uden besværligheder.


Så kaster vi den op for FNs 17 Verdensmål

Den 12. oktober er en dato, som jeg har set frem til. For den dag skal vi på rådhuset diskutere udspillet til kommunens handlingsplan for de 17 verdensmål. Diskussionen er vigtig, for med handlingsplanen i hånden sætter vi retningen for et bæredygtigt København – et København i social, økonomisk og miljømæssig balance.

I april satte jeg og Radikale Venstre Verdensmålene på den kommunale dagsorden. Vi fik næsten enstemmigt vedtaget, at Københavns kommune skal have en handlingsplan for implementeringen af FNs 17 Verdensmål. Nu har embedsværket så tygget på opgaven og er kommet tilbage med et forslag. Mit første håndsindtryk er: det ser sør’me godt ud – og hold da op, hvor der er meget, vi skal nå …

Ambitionen er, at vi i København skal have ambitiøse mål for alle Verdensmål. Man har startet klogt ved at se på, hvad vi allerede har af politik, der understøtter de forskellige mål og delmål. For heldigvis gør vi allerede meget, der understøtter den bæredygtige dagsorden.

Mål og politikker er gode at have og vise frem, men som regel ligger udfordringen i, hvordan vi implementerer dem, for det koster både tid og penge. Derfor skal vi også tænke i andre baner end de kommunale. Vi skal danne partnerskaber med borgere, organisationer, vidensinstitutioner og erhvervsliv, så vi sammen kan tænke nyt. Endelig skal vi se at få integreret verdensmålene i alt det internationale arbejde, København i forvejen laver. Og så skal vi fortælle omverdenen, at nu er vi i gang.

Mit mål er ambitiøst, men enkelt. Vi skal gøre København til Verdens bedste verdensmåls-kommune.

Jeg tror, at vi med handlingsplanen har sat gang i en rigtig god proces, der kommer til at trække Københavns Kommune i en mere bæredygtig retning og lægger et nyt lag til fortællingen om, hvilken by København arbejder på at blive. En by, der lokalt og globalt tager ansvar – også for andre end os selv!


På besøg i Axel Towers

En af de mest spændende sider ved at bo i en storby er at se, hvordan den forandrer sig. Der er naturligvis mastodont-projekterne; Metroen – og så er der de store bygninger, der på en gang forandrer byens udtryk, for altid – eller næsten da.

Når vi sætter byggeri i gang i byen, skal vi tænke os godt om, og vi har en særlig forpligtelse, når det kommer til mega-projekterne.

Et af dem er Axel Towers. Midt i København. På et centralt sted, lige over for Tivoli – og på et sted, der har huset danserestauranter og shopping malls, så længe jeg og mange andre københavnere kan huske tilbage.

Derfor har mange også haft en mening om det, der nu skulle bygges. Og jeg skal være ærlig at sige, at mens tårnene skød op og kobberbelægningen kom på, tja så havde jeg mine tvivl. Var vi i gang med at skabe et arkitektonisk monster midt i byen?

I dag er Axel Towers en af mine absolutte favorit-bygninger i byen. Jeg synes, den blender fantastisk ind i byen, at lyset på bygningen har sit eget liv og skifter næsten humør, med vejret, lidt ligesom jeg selv gør det.

Fornylig kiggede jeg så indenfor i det byrum, der er skabt mellem tårnene. Igen må jeg sige, at det er super fedt – virkeligt vellykket og ret gennemtænkt. Her er et stillerum i byen, lige midt i vores storby, og lige nedenfor vokser der stille og roligt et hyggeligt cafemiljø op.

Skal man så beklage, at bygningerne nu ikke er blevet til endnu en dødsyg shopping mall? Det synes jeg egentlig ikke. Men glæder mig bare over bygningen, når jeg går forbi den til og fra Rådhuset, glæder mig over, at man lige kan svinge forbi til en kaffe i stueetagen og trække op i stillerummet mellem tårnene, og endelig så glæder jeg mig til den dag, jeg får taget mig sammen og tager turen op til den nye restaurant og cocktailbar – den tilbyder garanteret den smukkeste udsigt; København!


Den danske ude og hjemme statsminister

Det klinger atter hult og er direkte dobbeltmoralsk, når statsministeren den anden dag over for FN, stiller sig i front for en koalition af lande og byer verden over, der vil forpligte sig til at nå klimamålene i Paris-aftalen. Initiativet hedder P4G, som står for “Partnering for Green Growth and the Global Goals 2030”. Flot ikk’?

Alt imens statsministeren uden for landets grænser betoner vigtigheden i en grøn klimadagsorden, så halter det noget så afsindigt på hjemmefronten. Man løser altså ingen klimaproblemer ved at rejse ud i verden og tale om dem uden samtidig selv at gøre sit på hjemmefronten.

Siden Venstre overtog statsministeriet tilbage i 2015, har de trukket klimaindsatsen ned, ned og atter ned. De har udskudt målsætninger, der har været nedskæringer på den grønne omstilling, og regeringen har sågar taget initiativer i brug, der øger det danske CO2-udslip. Her peger jeg direkte på landsbrugspakken, afskaffelsen af PSO-afgiften (OK, den skulle dø, men der kom aldrig en anden model), og nu gårsdagens forlig om at reducere registreringsafgiften yderligere for diesel- og benzinbiler. Initiativer for at fremme salget af elbiler udeblev – igen. Alt dette øger Danmarks CO2-udslip. Ganske enkelt. Alt andet er spin og spil for galleriet.

Hele Lars Løkkes ide med P4G er at forbedre samarbejdet mellem virksomheder, regeringer, regioner og byer og herved gøre det nemmere at skabe grøn vækst. Hvor ville det så bare være belejligt, at regeringen også herhjemme havde en tilsvarende vision om at lancere en ambitiøs koalition for dem, der vil den grønne omstilling helt seriøst. For det arbejde har Lars Løkke ikke fremmet, siden han satte sig i statsministeriet sidst. Tværtimod.

Ude i verden vil Lars gerne ses som Mr. Klima, ham som kan prale af alt det, andre partier har gennemført, for så at vende snuden hjemad og igen blive Sorte Lars, der bare vil de billigere biler og nedskyder alle grønne initiativer.

Vi vil så gerne være et foregangsland, men det indebærer altså mere end bare ord. Vores nabolande og sågar Kina er i massiv fremgang mht investeringer i vedvarende energi. I København Kommune har vi nogle klare klimamål om at blive CO2-neutral i 2025.

Målstregen er otte år væk. I et byperspektiv er dette ikke langt væk. Jeg kæmper for renere luft til byens borgere, jeg vil gerne bedre og renere trafik gennem vores by, og jeg vil gerne en bedre og bæredygtig udnyttelse af vores ressourcer.

Hvad vil du, Lars?