Ville du spise en slap selleri?

Måske et rynket æble eller et pølsebrød over sidste salgsdato? Det vil nok rigtigt mange børn, men også voksne, sige nej til. Men ikke de 2.000 københavnske skoleelever, der har været på ’Fornemmelse for mad’-kursus.

Her har de lært om madvarer, holdbarhed og ressourceforvaltning, og om en del af Åben Skole har de været på besøg i dagligvarebutikker i deres lokalområder til en snak med dem, der dagligt sælger madvarer til deres forældre.
Hvis ambitionen er, at nutidens børn bliver fremtidens ressource-opmærksomme voksne, skal vi sætte ind tidligt. Hvert år smider vi i Danmark over 700.000 ton mad ud. Mad som kunne være spist. Børnenes forældres madspild i husholdningen udgør 260.000 ton pr. år, det er ikke små mængder vi taler om her.

Det koster ifølge Landbrug og Fødevarer danskerne 11,6 milliarder kroner om året inkl. moms og afgifter. En ganske pæn slat, vi som samfund smider ud hvert år.

Madspild er også et globalt problem, som i omfang er absurd. 24 % af alle kalorier i verden ender som madspild. Og når Italiens årlige madspild kan brødføde hele Etiopiens underernærede befolkning, og Frankrigs årlige madspild kan brødføde hele Den Demokratiske Republik Congo, så er absurditeten til at få øje på – og griber ind i de større globale dagsordener om ulighed og befolkningstilvækst.

Man kan så spørge sig selv, om det nu er blevet en kerneopgave for Københavns Kommune at gøre noget ved verdens madspild? Med de kæmpe tal og mængder på bordet, kan man blive helt forpustet og måske lettere handlingslammet, for ligegyldig hvad vi gør i København, ja så rykker vi jo kun lidt.

Men lidt har også ret, og derfor synes jeg, at ’Fornemmelse for mad’-projektet, en lokal ide født i Miljøpunkt Østerbro, er et sted at starte.

Igennem et kursusforløb har Miljøpunkt Østerbro direkte kontakt med børnene tre gange, og underviserne har efterhånden opbygget et stort netværk af dagligvarebutikker, som ligger tæt på de involverede skoler, og som er med i undervisningen.
Men før eleverne kan komme i gang med det, de synes er sjovest, skal de igennem en teoretisk undervisningsgang, hvor fokus er på ressource, bæredygtighed og forbrug, og forskellen mellem madspild og madaffald i både lokalt og globalt perspektiv. Dernæst kommer eleverne på tur i lokalområdet, hvor de besøger en dagligvarebutik for at se, hvad der sker med de varer, der nærmer sig sidste udløbsdato. Og endelig skal eleverne selv i køkkenet og lave mad af tilfældige overskudsvarer fra et lokalt supermarked.

Det kan godt være, at Fornemmelse for mad ikke redder verden, men der er noget musik i tilgangen til madspild, undervisning og samarbejde med civilsamfundet uden for skolen og ideen om, at vi får den mest bæredygtige ændring af vaner og holdninger, hvis vi starter med morgendagens voksne.


Ude af budgetforhandlingerne

Så for pokker. Så har man også prøvet det i politik: at blive presset ud af en budgetforhandling om Københavns budget for 2018.

Radikale Venstre er ikke et parti, der foretrækker hængekøjen. Vores politiske DNA er, at vi hellere vil være ved forhandlingsbordet og tage ansvar. Vi truer sjældent med at gå, men nærmere med at vi bliver, til vi har en aftale, vi kan leve med.
Og måske var det udsigten til flere forhandlinger, der gjorde, at overborgmesteren sagde, at nu var han tilfreds. Så var der tilbage at spørge DF, om de var tilfredse med det tilbud, der lå på overborgmesterens flade hånd. De var tilfredse, det var SF og Enhedslisten overraskende også. Og det er i virkeligheden det mest underlige i hele budgetsagaen.

Socialdemokraterne, Enhedslisten, SF og DF ville nemlig ikke i mødekomme Radikales ønske om at få afsat flere midler til flere uddannede pædagoger.
Vi ville have flere midler afsat til de mindste, her troede vi, at der var en fælles front med DF og Socialdemokratiet. Det var der ikke. Det blev et nej til bedre børnevelfærd fra EL og SF. Underligt, for vi skal da have flere hænder til de små, for fremtidens skyld.

Ingen af partierne, der endte med at lukke aftalen, var villige til at diskutere, hvordan vi finder en løsning, der friholder Amager Fælled for byggeri, om budgetbordet. Der var heller ingen appetit på at samarbejde om fremtidens grønne og visionære København.

Det var visionære byrødder på Københavns Rådhus, der i sin tid lagde de grønne spor ud, der blandt andet gør, at alverden nu kommer forbi København. For at se på og bade i vores rene havn, og for at se på vores utroligt ambitiøse cykelinfrastruktur.

Og at de fleste Københavnere elsker deres by. Spørger man københavnerne, ja så er det i dag meget svært at forestille sig, at man engang for ikke så længe siden, slet ikke havde en metro.

Udvikling af København kræver, at vi nu går i gang med at lægge nye grønne spor; en søpark ved søerne, at vi siger endeligt farvel til den grimmeste bro i byen; Bispebuen, og at vi sender trafikken ned under H.C. Andersens Boulevard og bygger Utzons smukke smukke svømmehal – fx i Nordhavn, hvor der er langt til en svømmehal.

Ærgerligt at være ude af budget, når vi nu gerne ville være med, som vi så ofte har været det. Men når flertallet siger nej til en børneby med grønne fremtidsvisioner. Tja, så må det være sådan.

Jeg håber på et grønnere og mere progressivt flertal efter kommunalvalget d. 21. november. For Københavns og for fremtidens skyld.


Kære Krydstogtskibe – sluk motoren, når I ligger ved kaj

De fleste københavnere har lagt mærke til dem; Krydstogtgæsterne. I år kommer der ca. 855.000 krydstogtsgæster.

Nogle ankommer til Langelinie, andre til den nye krydstogtterminal. De mange gæster skaber vækst i hovedstaden, men de forurener også vores luft, når de lægger til kaj. For der produceres strøm via dieselmotor, og det betyder, at de farlige, ultrafine partikler og CO2 så at sige vælter ud over københavnerne.  Og det er for høj en pris at betale, vi skal ikke betale for væksten med et dårligere helbred.

Den gode nyhed er, at vi helt faktisk kan gøre noget ved det. At en del af forureningen kan undgås.

Ifølge Københavns Kommunes økonomiforvaltning, som jeg har spurgt, skal vi have 32 mio. kroner. op ad lommen for at servicere ca. 15 % af de skibe, der ligger til kaj hos os. Er det meget eller lidt? Meget, hvis det ikke rigtigt rykkede. Men det gør det. Vi får en bedre luftkvalitet og en bedre luftkvalitet.

Andre byer er allerede i gang. Fx sejler der dagligt to skibe mellem Kiel og Oslo, der allerede har fået landstrøm og derfor har kunnet slukke dieselmotorerne, når de ligger i Oslo. Det har nedsat den totale luftemission fra Oslo Havn med ni procent. Men også i Hamborg og i en række amerikanske byer, er man i gang med at omlægge til landstrøm.

Så jeg synes egentlig også, at vi i København skal hoppe med på vognen. For københavnernes sundheds skyld – og for klimaet.


Pas på den store vej!

Pas på den store vej! råbte min mor altid, da jeg som barn og ung cyklede afsted ud i verden. Den store vej var hverken farlig eller stor, men faktisk bare en stille villavej på Vestegnen.

Det kan man dog ikke sige om Nordre Frihavnsgade, her sker det ofte, at cyklister kommer galt afsted. For nyligt mistede en ung kvinde næsten synet efter en hjernerystelse, hun pådrog sig efter et sammenstød med en bildør, der pludselig gik op.

Cyklisterne og særligt børnene er de mest udsatte, da der ikke er cykelsti på Nordre Frihavnsgade. Og det på trods af at Ingrid Jespersens Skole ligger på Nordre Frihavnsgade, at der rundt i sidegaderne ligger tre folkeskoler og fire daginstitutioner, og at gaden bruges af ca. 8.000 cyklister som gennemfartsvej til og fra hjem, skole, institutioner og job.

Det er dem, der benytter gaden, der gerne vil have, at der sker noget – snart. Vi skylder børnene, som er nye i trafikken, og alle andre såkaldt bløde trafikanter, at der sættes gang i en trafiksikring af gaden, så vi ikke bremser lysten til at cykle.

Og zoomer vi lidt ud fra Østerbro og kigger på resten af byen, er der rigtigt mange steder, hvor vi stadig kan gøre det bedre. Når det kommer til sikre skoleveje, bør der ikke være nogen smalle steder. Det er vores fremtid, vi taler om.


Blå byrum og badezone og historien om tålmodighed

Indrømmet. Jeg er ikke så tålmodig, så det gør noget. Derfor havde jeg heller ikke forestillet mig, at det skulle tage fire år, fra jeg fangede ideen om et nyt, blåt byrum på Sandkaj i Nordhavn, til det stod færdigt. Men ting tager tid, og denne gang var det værd at vente på.

For nu er badezonen på Sandkaj endelig åbnet. Et helt nyt, blåt byrum kan nu benyttes af beboerne i Nordhavn – og alle os andre. Står det til mig, skal vi have endnu flere både blå og grønne byrum. For selvom vi er byboere, så drages vi af det grønne græs og det blå vand. Derfor skal vi holde fokus på, at der også i den videre udbygning af Nordhavn etableres pladser, parker og bade, hvor børn og voksne kan boltre sig.

Der er kamp om de dyre kvadratmeter i Nordhavn, derfor skal vi også tænke kreativt, når vi skal etablere de nye byrum. Jeg er vild med Lüders Konditag på toppen af Lüders parkeringshus. Her kommer småbørnsfamilier i weekenden, crossfit-entusiaster og skoleelever fra de omkringliggende skoler. Så hvorfor ikke skabe flere byrum i højden, på og under vandet og gerne som en del af multifunktionelt byggeri?


For banderne bærer hashen lønnen i sig selv

Bandekrigen raser ... Alle taler om den, og mange vil gøre noget ved den. Der foregår for indeværende en kamp på Christiansborg om at virke mest handlekraftig. Pyt være om det virker. Der er gået “stærk m/k”-retorik i den. Det er ærgerligt, for det forhindrer al samtale om en anden tilgang. En samtale, der handler om at tage luften ud af banderne, og dermed gøre dem mindre attraktive ift. at kunne rekruttere nye medlemmer.

Her spiller hash ind. Hashsalg er en mega lukrativ levevej. Legaliserer vi salget af hash, napper vi en pæn del af bandernes indkomstgrundlag og afkriminaliserer den meget store del af københavnerne, der nyder en joint eller to over en weekend. En legalisering er dog en beslutning, der skal træffes på Christiansborg, og her siger flertallet nej. Hvorfor, står mig ikke helt klart.

For mig virker det som et “bare-fordi-nej”. Altså et nej båret af vanetænkning fremfor en egentlig løsningsorienteret tilgang til de problemer, København står overfor. Jeg tror faktisk, at hvis flere folketingspolitikere havde deres hjem og deres børn her i byen, ville de give lov til at lave et tidsbegrænset forsøg med legalisering af hash. Virker forsøget ikke efter hensigten, så kan vi jo altid give salget tilbage til banderne igen ...

Vi kan ikke blive ved med at løse det samme problem med den samme løsning, og så forvente et andet resultat. Det kaldte Einstein idioti, og her tror jeg faktisk, at jeg er enig med ham.


Mere ren kærlighed til København?

Jeg tror ikke, at jeg er den eneste, der undrer mig over, at vi i København stadig bruger det, der romantisk kaldes Københavnerskraldespanden. I ved, den runde med det lille hul i toppen. Jeg synes faktisk, at det er mere reglen end undtagelsen, at den står med top på. Det er ulækkert, og billedet af overfyldte skraldepande i byens rum sender et helt forkert signal om, hvilken by vi gerne vil være.

For hvis vi mener, at vi skal genanvende vores affald og have en renere by, skal vi altså indrette os lidt smartere. For hvor vi er blevet rigtig gode til at genbruge det skrald, vi producerer derhjemme, så ryger alt det skrald, vi efterlader os i det offentlige rum, samme vej. Stod det til mig, gjorde vi som Cape Town, Rio, Paris og Malmø og sorterede vores affald på samme måde ude og hjemme.

Det betyder, at jeg rigtigt godt kunne tænke mig, at vi også i Københavns byrum stillede lidt flere krav til os selv om, hvor vi smider vores skrald. Det betyder, at vi skal vælge, hvilken affaldsspand man smider ud i. At vi så at sige kildesorterer med det samme. Det kræver lidt tilvænning, ja vist, men det er tid godt givet ud, for bliver vi bedre til at kildesortere vores affald ude i byen, vinder vi på genanvendelsen af vores ressourcer til gavn for miljøet og klimaet. Og så skaber det også en renere by.

Verden om os kan – Københavnerne og gæster kan også – og jeg tror de gerne vil!


København som Verdensmålsby

I 2015 sagde verdens lande ja til et sæt af nye mål for verden. 17 mål, der samlet set er en global fælles strategi for bæredygtig vækst og udvikling.

Hvert land udvikler en handleplan for, hvordan vi vil nå målene også i Danmark. Den danske regering var så to år om at komme med et nationalt bud, der ikke kan beskyldes for at være ambitiøst eller konkret. Ærgerligt, når Danmark har været kendt ude i verden som foregangsland for det, der kaldes det multilaterale samarbejde, altså samarbejdet i FN med mange lande. Og som det så ofte før er set, vågner civilsamfundet og rykker hurtigere end stater. Så virksomheder og NGOer var hurtigt ude.

Og hvorfor ikke også byerne, var min tanke, da jeg stillede forslag om, at København skulle have en strategi for implementering af Verdensmålene. Som sagt, så gjort. Den politiske opbakning kom fra alle sider, kun var SF lidt mugne, hvorfor blev aldrig klart, de endte dog med at stemme for, kun Liberal Alliance sagde nej tak til en strategi for Verdensmålene i København.

I København har vi heldigvis tradition for – og er anerkendt for – at engagere os i de store globale udfordringer. Vi har længe været i front på det grønne område med eksempelvis en fremtrædende rolle i det globale bynetværk C40 og en klimaplan med det meget ambitiøse mål at blive CO2-neutral i 2025.

En rolle, vi hos Radikale også påtager os lokalt – som med vores forslag til omlægningen af Københavns kollektive bustrafik fra dieseldreven til CO2-neutral energiform, hvilket nu har båret frugt i form af den nye CO2-neutrale bus 5C. Det lyder måske lidt nørdet, men det betyder renere luft, bedre sundhed, mål #2 Sundhed og trivsel, og søreme også mål #7 om bæredygtig energi – og naturligvis klimaet kommer i spil, det #13. mål.

Localize the SDGs

Der er alt i alt rigtigt meget at hente, og er vi smarte, bliver København førende i forhold til den trend, der kaldes ‘Localize the SDGs’, altså lav Verdensmålene om til lokale indsatser.

Nu er arbejdet med at få lavet en strategi for Verdensmålene i København sat i gang. Lidt af et arbejde, for forvaltninger skal samarbejde og tænke på tværs af tiltag, mål og indikatorer. Jeg glæder mig til at se og diskutere strategien med dem, der har lyst til at bidrage.

Jeg tror vi kan være på vej mod en ny fortælling om København, som verdens bedste Verdensby.