Endelig fandt Løkke valgknappen frem

Vi skal til folketingsvalg den 5. juni. Det er Grundlovsdag, fars dag og sør’me også Verdens Miljødag. I år er fokus på luftforurening, og det bliver også et tema i min valgkamp. For lige nu dør for mange, og for mange lever dårligere liv pga. luftforureningen i København. Det kan vi godt gøre bedre. Det SKAL vi gøre bedre.

Valgkampen bliver ret særlig, fordi så mange nye partier der promoverer had og splittelse blandt os, der bor her til lands, nu er opstillet. Retorikken bliver hård, grim og grum. Det er ikke det, jeg holder mest af i en valgkamp. En valgkamp er en kamp på ideer og visioner om retningen for det land eller by, man stiller op i. En lang folkefest for demokratiet der ender med en eksamen for alle de mange håbefulde kandidater.

Denne gang er jeg selv i spil. Arbejder benhårdt for at komme i folketinget og vil frem til d. 5 juni forsøge at overbevise så mange som muligt om, at de da skal stemme på mig! Og for en ny retning for vores land – det er ikke nok med en ny regering – retningen skal også ændres.

Jeg arbejder for et grønnere, friere og stærkere Danmark!

#fremad