Fedt at få gæster! De skal bare ikke forurene vores luft

541 krydstogtskibe lagde til i dansk havn i 2018, rekord for 3. år i træk. Men selvom det er fedt med gæster, er det ikke kun guld og grønne skove, gæsterne bringer til byen.

Når et krydstogtskib lægger til kaj i Aarhus og København, så produceres skibets strøm af skibets dieselmotorer. Det betyder, at det så at sige vælter ud med partikler og kvælstofdioxid, NO2, og det bliver vi, der bor i byen, syge af.

Værst er det, at disse partikler stiger til vejrs, og når man, som vi gør i hovedstaden, bor i etagebyggeriet, ja så rammer partiklerne os lige i halsen, hjertet eller i hjernen.

Det er så slemt, at EU’s grænseværdier for NO2 kan overskrides i 25, 50 og 70 meters højde ved kajpladserne i de timer, skibene lægger til kaj i både Aarhus og i København.

Det SKAL vi gøre noget ved, og den gode nyhed er, at vi KAN gøre noget ved det. Men det kræver politisk handling.

Vi skal nemlig have alle krydstogtskibene over på landsstrøm, og allerhelst grøn landstrøm, så skibene har en stabil og ren energiforsyning, mens de ligger i vores havne.

Det kan vi godt. Regeringen har hængt i bremsen. Nu skal der handles mere grønt og snakkes mindre sort. Det handler om vores fælles sundhed.