For banderne bærer hashen lønnen i sig selv

Bandekrigen raser … Alle taler om den, og mange vil gøre noget ved den. Der foregår for indeværende en kamp på Christiansborg om at virke mest handlekraftig. Pyt være om det virker. Der er gået “stærk m/k”-retorik i den. Det er ærgerligt, for det forhindrer al samtale om en anden tilgang. En samtale, der handler om at tage luften ud af banderne, og dermed gøre dem mindre attraktive ift. at kunne rekruttere nye medlemmer.

Her spiller hash ind. Hashsalg er en mega lukrativ levevej. Legaliserer vi salget af hash, napper vi en pæn del af bandernes indkomstgrundlag og afkriminaliserer den meget store del af københavnerne, der nyder en joint eller to over en weekend. En legalisering er dog en beslutning, der skal træffes på Christiansborg, og her siger flertallet nej. Hvorfor, står mig ikke helt klart.

For mig virker det som et “bare-fordi-nej”. Altså et nej båret af vanetænkning fremfor en egentlig løsningsorienteret tilgang til de problemer, København står overfor. Jeg tror faktisk, at hvis flere folketingspolitikere havde deres hjem og deres børn her i byen, ville de give lov til at lave et tidsbegrænset forsøg med legalisering af hash. Virker forsøget ikke efter hensigten, så kan vi jo altid give salget tilbage til banderne igen …

Vi kan ikke blive ved med at løse det samme problem med den samme løsning, og så forvente et andet resultat. Det kaldte Einstein idioti, og her tror jeg faktisk, at jeg er enig med ham.