Forbyd tøj af havplast – og genbrugsplast

Tøj og sko lavet af plastflasker samlet ind fra havet. Det lyder super grønt og fornuftigt, ikk’? Men i virkeligheden sender du plastflasken ud i hav og natur igen – denne gang blot som mikroplast, som aldrig kan samles op igen. En genbrugsproces, der bør forbydes.

Kan du se plastik-øen for dig? De gamle slikposer, yoghurtbægre og plasticgafler, der under Stillehavets skarpe sol bølger op og ned, så langt øjet rækker. Fotograferne får det nærmest til at se smukt ud. Men vi ved, at det er grufuldt. En fremtid, vi ikke kan byde vores børn.

Plastflasken ligger også og glimter der i solen. Den er penge værd. Mange penge. Så den bliver samlet op. Den skal genbruges. Hjemme på fabrikken steriliseres den. Knuses. Renses igen. Så smeltes de knuste stykker og trækkes til ultratynde, bittesmå plastfibre; nogle af dem så små, at de knap er synlige.

Med forfinede teknikker bliver havflaskefibrene flettet ind i fx bomuld og syet til tøj. Til sidst sættes mærket i nakken. Du genkender måske nogle af logoerne – H&M, Adidas, G-Star Raw, Timberland osv.

Og imens står markedsføringsfolkene fra en af verdens mest miljøbelastende brancher – tekstilbranchen, hvis andel af mikroplastforureningen er på 15 % (formentlig mere, ifølge de seneste undersøgelser) – og venter utålmodigt. De ser allerede reklamebillederne af vores engang fortabte flaske fra havet på de store billboards ved siden af et Hollywood-navn.

For havplasten er markedsføringsmæssigt taknemmelig og økonomisk givtig. Havplastik er blevet moderne.

Ja, recycling og genanvendelse er godt for klimaet, og EU har afsat milliarder til at forbedre det. Fornuftigt og rigtigt. Men faktum er, at i dag er plastik-genanvendelse reelt downcycling – ikke teoretisk set uendelig recycling som metal, glas og papir er det. Plastik bliver væsentligt dårligere kvalitet ved genanvendelse og kan kun genanvendes 2-3 gange, ligesom kun en mindre del kan bruges til produkter med fødevarekontakt.

Den fornuftigt indsamlede havplastflaske bør naturligvis også genbruges. Men genanvendt i tøj ender en del af den som forurenende muslingemad og mikroplast, som aldrig nogensinde kan samles ind igen. En andel af havflaskens livscyclus stopper altså ret brat – i havet. Igen.

For mikrofibrene fra din t-shirt, din kjole, bukser osv. lavet af havplastfibre ryger jo ud med vaskevandet, nøjagtig som nyproducerede plastfibre. Og med slammet fra rensningsanlægget ud på markerne. Det slides også af, når du fx kravler på knæ i haven. Og en del af mikroplastfibrene ryger videre fra rensningsanlægget ud i hav og søer – hvor mange kommer an på dit tøj og dets kvalitet. Men ifølge undersøgelser fra et par hundrede til mange tusind stykker mikroplast pr. vask. Havplastflasken ender altså i din reje. Og din rejemad.

Hvorfor det sker?

Svaret er manglende lovgivning. De europæiske lande skal genanvende mest muligt plastik. Meget fint. Men der er ingen regler for, hvad den indsamlede plastik må bruges til – heller ikke havplasten.
Løsningen er egentlig ganske simpel: Skal vi genanvende plast – og havplast – så skal det være til faste produkter, som stort set alle ender i en container et sted og aldrig i naturen. Fx møbler (Værsgo, Ikea. Den er til jer). Og naturligvis skal det ikke samles ind og laves til mikroplast og uegnet fiskefoder for at give store virksomheder grøn omtale. Ligesom det ikke skal afløse virginplasten i rengøringsklude og svampe, sengetøj, arbejdstøj, laves til microbeads osv.

Det lader p.t. ikke til, at industrien og producenterne selv kan løse denne problematik. Vi ser jo, at udvalget af tekstiler af genanvendt plastik og havplast vokser. Og som sagt – genbrug er godt. Men det er ganske enkelt miljømæssigt uansvarligt at bruge genbrugsplast forkert.