Så er der valg!

Så kom de op, plakaterne. Nu ved københavnerne det, som alle kommunalvalgskandidater har vidst hele det sidste år. Kommunalvalget er over os.

Nu handler det om at få så mange som muligt mobiliseret til at stemme og gerne stemme personligt, for det betyder noget, rigtigt meget faktisk. Og i år er det radikale felt ganske åbent. For vi har midt i det hele skiftet spidskandidat – vi har så at sige haft en valgkamp i valgkampen.

Nogen siger, at politik er en hård kontaktsport, og efter de seneste uger giver jeg dem ret. Politik er ikke for tøsedrenge eller -piger. Og alt for tit sker det, at vi taler personer og processer i stedet for politiske visioner. Det må jo være det, københavnerne er interesseret i at høre; Visioner baby!

Jeg er godt i gang med min 3. valgkamp, og denne gang gælder det genvalget. Mere garvede valgkampkandidater kalder lige præcis dette valg, det første genvalg, for det sværeste, for man har ’siddet inde’ i fire år og skal derfor kunne vise resultater.

Nu står jeg midt i valgkampen og synes allerede nu, at alle valgkampe er udfordrende. For hvis man gerne vil vælges, lægger man jo alt, hvad man kan i valgkampen. Så meget, at familien indimellem korser sig over alle de engagementer, og tiden der går ind i det.

Radikale snublede nærmest i valgkampen, og trods en mega kaotisk start så er bare sådan, at når plakaterne er oppe, så er man i gang. I gang med morgenuddelinger, aftenuddelinger, husstandsomdeling og debatter.

Det er en ret skør forestilling, der udfolder sig for øjnene af københavnerne, først kommer plakaterne op, og så går kandidaterne ud på gader og stræder. Ligegyldigt hvor kreative og innovative vi kandidater og partier er, så bliver det aldrig en smuk, æstetisk oplevelse at cykle igennem byen fuld af plakater. Men det varmer den demokratiske sjæl, og det er også tiltrængt i en kold tid.