STOP Københavnerbashing, understøt hovedstaden i stedet. For Danmarks skyld!

Hovedstadsregionen tegner sig nemlig for 40 % af landets samlede BNP, det højeste siden 1993. Fakta er, at hovedstaden er vigtig for væksten i Danmark.

Det er okay, at et land har et økonomisk hjerte. Det skal vi være glade for, da det sikrer, at der kommer vækst ud til resten af landet. Jeg arbejder for at hovedstaden kan være en stærk vækstmotor, der balancerer kerne­velfærd, vækst og erhvervsliv, for så byen bliver en bedre og grønnere by for alle – også dem med særlige behov. Det er godt for dem der bor i byen og for resten af Danmark.

Vi skal derfor heller ikke være så håndsky og ikke krybe langs panelerne i frygt for at blive udskammet som hovedstadschauvinister, for da slet ikke at sige Københavnersnuder.

Det er da okay at ville det bedste for byen, især når vi så også trækker resten af Danmark i en bedre retning, ja så kan det da kun være en fordel. Udfordringen er så, hvordan vi fordeler velstanden og væksten og efter hvilke kriterier. Den diskussion har den nuværende regering sat i skammekrogen, og der står den, indtil vi har haft et folketingsvalg. Det er ærgerligt.

Som radikale siger vi altid, at det næste valg er det vigtigste, og mon ikke det bliver folketingsvalget, der kommer først! Vi ved ikke, hvornår det kommer, men vi ved, at vi skal gå til valg på en stærk hovedstad.

Fordi det ikke kun er til gavn for os, der bor i byen, men fordi det er til gavn for hele Danmark.