Ville du spise en slap selleri?

Måske et rynket æble eller et pølsebrød over sidste salgsdato? Det vil nok rigtigt mange børn, men også voksne, sige nej til. Men ikke de 2.000 københavnske skoleelever, der har været på ’Fornemmelse for mad’-kursus.

Her har de lært om madvarer, holdbarhed og ressourceforvaltning, og om en del af Åben Skole har de været på besøg i dagligvarebutikker i deres lokalområder til en snak med dem, der dagligt sælger madvarer til deres forældre.
Hvis ambitionen er, at nutidens børn bliver fremtidens ressource-opmærksomme voksne, skal vi sætte ind tidligt. Hvert år smider vi i Danmark over 700.000 ton mad ud. Mad som kunne være spist. Børnenes forældres madspild i husholdningen udgør 260.000 ton pr. år, det er ikke små mængder vi taler om her.

Det koster ifølge Landbrug og Fødevarer danskerne 11,6 milliarder kroner om året inkl. moms og afgifter. En ganske pæn slat, vi som samfund smider ud hvert år.

Madspild er også et globalt problem, som i omfang er absurd. 24 % af alle kalorier i verden ender som madspild. Og når Italiens årlige madspild kan brødføde hele Etiopiens underernærede befolkning, og Frankrigs årlige madspild kan brødføde hele Den Demokratiske Republik Congo, så er absurditeten til at få øje på – og griber ind i de større globale dagsordener om ulighed og befolkningstilvækst.

Man kan så spørge sig selv, om det nu er blevet en kerneopgave for Københavns Kommune at gøre noget ved verdens madspild? Med de kæmpe tal og mængder på bordet, kan man blive helt forpustet og måske lettere handlingslammet, for ligegyldig hvad vi gør i København, ja så rykker vi jo kun lidt.

Men lidt har også ret, og derfor synes jeg, at ’Fornemmelse for mad’-projektet, en lokal ide født i Miljøpunkt Østerbro, er et sted at starte.

Igennem et kursusforløb har Miljøpunkt Østerbro direkte kontakt med børnene tre gange, og underviserne har efterhånden opbygget et stort netværk af dagligvarebutikker, som ligger tæt på de involverede skoler, og som er med i undervisningen.
Men før eleverne kan komme i gang med det, de synes er sjovest, skal de igennem en teoretisk undervisningsgang, hvor fokus er på ressource, bæredygtighed og forbrug, og forskellen mellem madspild og madaffald i både lokalt og globalt perspektiv. Dernæst kommer eleverne på tur i lokalområdet, hvor de besøger en dagligvarebutik for at se, hvad der sker med de varer, der nærmer sig sidste udløbsdato. Og endelig skal eleverne selv i køkkenet og lave mad af tilfældige overskudsvarer fra et lokalt supermarked.

Det kan godt være, at Fornemmelse for mad ikke redder verden, men der er noget musik i tilgangen til madspild, undervisning og samarbejde med civilsamfundet uden for skolen og ideen om, at vi får den mest bæredygtige ændring af vaner og holdninger, hvis vi starter med morgendagens voksne.